1. Æthelred

Som Ælfthryth sønnen barsled',
Da såedes skæbnens sæd,
En halv snes år var han, da
Englands højsæde rømmet stod.
Dog kun den yngst' kongsemne,
Hans moder kunn' ej dy,
Hos rådmænd råd hun søgte,
Den ældst' mått' ryddes af vej.

Ædel-råd var det, han hed,
Af væsen ej helt sandt,
På hans skatte og hans arv,
Ville andre gøre krav.
Vikinger våged' agtsomt,
Havde set hans verden før,
Iagttog med ivrigt øje,
Indkaldt' mænd og sejled' did.

Ti tusinde pund rent sølver,
For at trække os fra hans kyst,
Næste gang vi rider bølgen,
Skal vi have tyve tusinde mere.

Ej på slagmark vandt han sejr,
Selv om han prøved' længe,
Hans bravest' og hans bedste,
Blev sorte ravnes rov.
Men riget reddes skulle,
Og gode råd var dyre,
Hans råd tilråded' gælden,
At dæmpe danskens rasen.

Og dansken kom til kongen,
Med fordringer til kamp,
(Men) med skibe fyldt med skatte,
Loved' de at sejle bort.
Ti tusinde pund han gav dem,
Af skærest' sølvertøj,
Da dansken atter landed',
Fik de tyve tusinde mere.

Ti tusinde pund rent sølver,
For at trække os fra hans kyst,
Næste gang vi rider bølgen,
Skal vi have tyve tusinde mere.

"Indfries én gang gælden",
Sagde rådets mænd så tit,
"Indfries danegælden,
Bli'r vi aldrig dansken kvit".

Ti tusinde pund rent sølver,
For at trække os fra hans kyst,
Næste gang vi rider bølgen,
Skal vi have tyve tusinde mere.

2. Lokkevisen

Kom hid, kom, kom og dans.
Lad dig lokke af vores sang,
Kom, dans og lig hos os,
Her i nattens lune mulm.

Kom hid, kom, kom og dans,
Kom og læg dig i vores favn,
Kom, syng og dans med os,
Vi vil ej fortrædige dig.

En kvæld, da jeg red,
Ført min vej til ellekrattet,
Der, ved et træ standsed
Min hest og ville ej videre,
Hen på vejen dansed nogen i måneskinnet,
Møer i en kreds, søde stemmer sang til mig.

Kom hid, kom, kom og dans,
Kom og læg dig i vores favn,
Kom, syng og dans med os,
Vi vil ej fortrædige dig.

Jeg steg af min hest, og gik dem i møde,
Men de flytted sig længere bort,
De ledt mig dybt ind i skoven,
Til jeg var faren vildt,
Alt imedens de sang til mig.

Kom hid, kom, kom og dans,
Kom og læg dig i vores favn,
Kom, syng og dans med os,
Vi vil ej fortrædige dig.

Purret blev så tæt,
Over hovedet knejsed egen,
Jeg blev stadig ved at følge flokken,
Tjørne skar min hud,
Rev mit hår og mine klæder,
Medens møerne rundt om mig fnes.

Kom hid, kom, kom og dans,
Kom og læg dig i vores favn,
Kom, syng og dans med os,
Vi vil ej fortrædige dig.

Inde i skovens rige,
Slog de kreds om mig,
Med dans og leg, betoges jeg,
Herfra kommer jeg aldrig.

I de lumre sommer nætter,
Når landet sover trygt,
Til mig sznger skovens møer sødt.

Kom hid, kom, kom og dans,
Kom og læg dig i vores favn,
Kom, syng og dans med os,
Vi vil ej fortrædige dig.

3. Havfruens Kvæd

På salten sø sejler skuden,
bag den slæbes tunge garn,
vandet spejler solens lys,
og sømænd priser havets ran.

Fra havet høres en røst,
som hundrede møers tårer,
en sorrigfuld sang, der lokker,
et sørgekvad om hjertesår.

"Når stormen raser ude på søen,"
synger havets frue,
"og vandet syder rundt om klippen,"
synger havets frue,
"jeg drager mænd til havsens
bund og bringer til min stue,
så sorgen knuser kæresters hjerter,"
synger havets frue.

De raske mænd følger mælet,
for den skønne mø at se,
flam' rødt haar og fiskehale,
den barmfagre havets frue.

Udi bølger leger hun,
hendes barm så hvid som bølgekam,
med lystent blik og kvindens list,
hun lokker dem til store skam.

"Når stormen raser ude på søen,"
synger havets frue,
"og vandet syder rundt om klippen,"
synger havets frue,
"jeg drager mænd til havsens
bund og bringer til min stue,
så sorgen knuser kæresters hjerter,"
synger havets frue.

Alt medens de margygen følger,
mindskes kløgten og omsorgen,
skuden flyr vante vande,
bagom bølger.

Salten sø så langt synet rækker,
omskabes til oprørt hav,
splintret træ i bølgens brusen,
brædder brækker.

"Når stormen raser ude på søen,"
synger havets frue,
"og vandet syder rundt om klippen,"
synger havets frue,
"jeg drager mænd til havsens
bund og bringer til min stue,
så sorgen knuser kæresters hjerter,"
synger havets frue.

4. Højen På Glødende Pæle

I regn jeg red et ensomt ridt,
på høstnattens ode hede,
vinden skreg på de vilde vidder,
og ført' mig ud på fremmed jord.

Hey! Hey!
Et lys i det fjerne loved' læ,
og senge af sødt hø,
Hey! Hey!
Men sært var det syn, der vented' mig
af glæde og gammen.

En høj på glødende pæle,
en sal af skinnende guld,
folket, der lader sig fjæle,
danser og drikker i huset af muld.

En kone fra bjerget et bæger bragt',
med tursemjød, tykt om troldblod.
Stum som sten, greb jeg fast om skålen,
og drak den ud i et enkelt drag.

Hey! Hey!
Som brod i en bæk fyldtes jeg,
af fryd og af fuldskab,
Hey! Hey!
Mens lyden af fløjten lokked' mig,
i højen den høstnatt.

En høj på glødende pæle,
en sal af skinnende guld,
folket, der lader sig fjæle,
danser og drikker i huset af muld.

Vilde møer klædt i grønne kjortler,
med vakre øjen og villige skød,
mandfolk drak med lyst af mjøden,
mildet først endt' da dagen, den gryed'.

Jeg genoptog gårsdagens færd,
men kendte veje næp kunn' kendes.
Jeg kendtes kun af gårdens gamling,
"men døj do æ, da a war dræng?"

En høj på glødende pæle,
en sal af skinnende guld,
folket, der lader sig fjæle,
danser og drikker i huset af muld.

5. På Odden Af Hans Hedenske Sværd

Lejesvend og from lærd var han,
stormfuldt, lød han flerre herrer,
gram, grov og mægtig,
ve dem, der spotted' hans guds ord.

Han lært' dem alt om kristendom,
den sande' guds evangelium,
der sættes pris på nåde,
til den pris havde han ikke råd.
Han fortalt' dem alt om kristendom,
og hans barmhjertige herre,
før han sveg dem og stak deres øjen ud,
med odden af hans hedenske sværd.

Thangbrand hed han,
den vildfarne spåmand,
et fredens bud på hans spidse kors.
'Tæmmes kan du ej', sagde kongen,
'på Island skal du forkynde om hvidekrist.'
Han tog hans bog og blev af vinden båren,
og viste synderne hans barmhjertighed.
En mørk morgen gryed' da han kom,
for mange ville bløde på hans torned' krans.

Thangbrand – vis dem vejen

Snart landed' han på Islandsk strand,
hvor folk mored' sig med drikkelag og hor.
'Dette duer ej, her er noget at gøre,
huskes skal dagen, hvor frelsen kom!'

Han sparkede kroens dør ind,
og tren frem med alvorlig sind,
som en mand besat af himmerige,
sporet frem mod de vanhellige.
'Alle her skal høre mit budskab,
om gud, den mægtige herre,
eller lide en ussel død,
på odden af mit hedenske sværd.'

Og skjaldene, de så på,
og grinte over det de så,
kvad vider om munkens vrede,
ham uden hår på kinden bred.
Thangbrand loved' løn for haanen,
til dem alle og enhver;
at spidde deres vantro hoveder,
på odden af hans hedenske sværd.

Der byggedes to bavne, så store og så høje,
så guderne kunn' dømme fra himlenes borge,
da udså Thangbrand den djærv'ste af m?nd,
den drøj'ste bersærk landet kunn' yde.
'Gennem luen må du løbe, så rask du kan,
det lader sig gøre, det jeg kræver af dig!
Et blus er velsignet af mig og vorherre,
det andet asernes og vanernes skære.
Gennem mit skal du gå uden men,
et vidnesbyrd at min gud er størst!
I dit bål kan du br?nde som var du af halm,
den gamle enøjede kan dig ej bevare!'

Helskindet kom han gennem asernes ild,
mens heden fra kristi bål holdt ham tilbage...

6. Laster Og Tarv

Kvinden min var en køn liden mø,
Så fin som ønskes kunn',
Ravn mørke øjn' og mild åndepust,
Og måne bleg hud har hun.
Skønheden er hendes sinds hårde mål,
Som først hun holdt' fordulgt,
Hendes vilje groed' som et jern hårdt greb,
Der siden giftermålet fulgt.

Hey! Hey! Kampen er mit kald,
Tre alen høj til akslen,
Hun får aldrig bugt med mit druk,
Så tit jeg end sættes på tærsklen.

Med solen i øst stavrer jeg hjem,
En snes øl gjord hjertet varm,
Men heller' ville jeg døje hundrede sværd,
End hendes hvasse harm.
Tøser og skøger ta'r jeg med glæde,
Når tøndens indhold siler.
Røbes jeg snart, og det gør jeg skam nok,
I sneen vil jeg hvile.

I fred!
I strid!
Efter hedensk skik aflægges ed.
Ved sejl!
Ved åre!
På bølgekam, på salten strand.
Ej drik!
Ej hor!
Kunne still' mit hjert' for evigt.
Ved øks'!
Ved sværd!
Kvinderne er kampen værd.

Hey! Hey! Kampen er mit kald,
Tre alen høj til akslen,
Hun får aldrig bugt med mit druk,
Så tit jeg end sættes på tærsklen.

Til gilde vi går, våbenføre mænd,
I sejrens stund,
Hvor mjøden flyder og frillerne tyer,
Og frister med skød og med mund.
Hvis jeg fortalt' hend', ville hun ej forstå,
At jeg, som de fleste i vores land,
Har mine laster og mine tarv,
Min brøde – at være en dødelig mand.

Hey! Hey! Hey! Hey!

Hey! Hey! Kampen er mit kald,
Tre alen høj til akslen,
Hun får aldrig bugt med mit druk,
Så tit jeg end sættes på tærsklen.

7. Den Svarte Sot

En hæderfuld herse og fader er jeg,
je hældte ud mjød til gudernes ære,
kæk i kamp, da mangen mand døde,
men min banemand kom stiltiende.

Med gustent gult bryst,
en umandig brøst.

Mine øjen blev gule som sand og som sol,
mit pis blev mørkt som agerjordens støv,
min hud er hærdet af vind og af ar,
af hundrede sår fra hundrede sværd.

Snertet af en grum vind under en kold stjerne,
jeg må se på, mens det sortner som tjære,
gul til sort, fra bryn til fod,
mit blod er sværtet af skæbnens falske håb.

Jeg kendt' ej fald,
nu rådner jeg halvt.

En gådefuld sot, mange mands bane,
jeg ser mig selv tage en sygelig lød,
jeg har set det før, set, hvad det gør,
set våbenføre mænd sygne og dø.

Jeg plages af sot, den sorte syge,
mine frænder må søge lægedom forgæves,
døden mig venter, livet må jeg lade,
min skæbne, min lod er afgjort for mig.

Alfader, din nidding – hør nu min råben,
hvi strådød, hvi sygdom? – Ej fjenders våben?
Har jeg ej gjort det, du påbød?
At udånde til sengs er en ynkelig død.

Valkyrier forsmår mig – vil ej vise vej,
over bifrost til valhal – hud sort som beg,
død har ingen ære, jeg rådner så sagt',
ej vil jeg finde hæder og agt,
i valhal.

Det kaldes svartsot, den stygge syge,
der lader de gæve stridsmænd dø på deres knæ,
ej i kampens hede, eller på koldt hav,
men visnede krøblinger, ej vilde og fri.

Man synger om svartsot, karlfolks fordærv,
soten, der grues fra fenne til bjerg,
ingen kender hvi, ej hvem, ej hvor,
men nu kender de det fra denne skjalds sidste ord.

8. Kromandens Datter

I trange gader,
hvor høker-røsten gjaldrer højt,
gladelig køber godtfolk dyrt.
Torvet gungrer af gøglespil og strengeleg,
gyden gengiver strædets gny.

Fine klæder, læder, sølver, krydderi,
dufter kvæles i byens kvalm.
Bidske hunde, slagtesvin, der æder skarn,
plager som præstens prækener.

Blandt vråerne i voldens ly,
står en skummel skænkestue.

Her drikker vi, her ligger vi,
med de fagreste byen har,
og den kønneste og den bedste,
og hende, jeg tager næste,
er kromandens datter.

Her drikker vi, her ligger vi,
med de fagreste byen har,
og den kønneste og den bedste,
og hende, jeg tager næste,
er kromandens datter.

9. Grendel

En skabning af rosens mørke svælg var han
Næp var han levende, næp var han mand
Et udyr tyndt forklædt I menneskets form
Fra hvilken turses liv sprang denne orm?,

Hvad er det der overfor mig står?
Klædt i tand og klo og med filted' hår
Så høj som en eg, så usselt hugget ud
Intet hærdet blad kunne bryde hans pansred' hud.

Hud som den af lindorms grå skællet brynje
Folkets hadske fjende.
Fra hans slummervækket af vorjes lystig' lag
Mord ottdød lagde han for dag.

Grendel!

Han flænged' mine frænder med hans strimed' næve
For hans vrede kunn' man sig ej bjærge
Deres kød var reven, deres skaller kløved'
År gik før kvalen døvedes.

Han trak sig til mosen, medhans stygge rov
Mætted' sig på blod og skrog
Frelse må vel komme fra en fremmed kyst
Før grendel slår hans sidste høst.

Grendel du nævnes, natfens dødfødt skabning
Bragt på en siet vind, bragt på sorten ving
Snart skal du dræbes af en kamp-klædt konning
Læng' skal vi synge om grendels halshugning.

10. Jagten

Når vinden buldrer i vinternatten, men skoven er stille
Da er det bedst at holde sig inde bag lås og slå.

Var dig, var dig,
For den vilde jagt.

Når vinden hyler I nattemulmet på mørke heder,
Og julebluset I askedyngen på arnen ulmer,
Da kan man høre to hundes grøen, en fjern en næmer',
Så si'r de gamle "Nu rider følget, nu starter jagten"

Var dig, var dig,
For den vilde jagt.

Når hestevrinsken og hovslag høres I nattens tomhed,
Sæt stål I døren og spjæld for gluggen, søg ly I halmen,
For da kan?okken dig ej forfølge og volde skader,
Men ve den vandrer, den ganger ene ensomt sted!

Jep!

Stygge er jægersmændene, svare og sorte som døden
Grumme er de sorte hunde, grimme, store og bredøjed'.

Sorte er horsene de rider, sorte er bukkene de rider,
Gru de hvileløses ridt, gjaldene færdes de igen.

Når vintervinden uvented vender, skal du være varsom
Og hører du hovslag og tæller otte på hersens ganger,
Da kan du vide at jagten kommer og kræver ofre,
For med den drages en tid med ufred, din død til følge!

Var dig, var dig,
For den vilde jagt.

11. Lindisfarne

Ud fdr northumbria den fagre ø la
For enden af ebbe-veijn vandret af fa
Kranset ae vand, den kolde nordsø
Et kloster af sten der stod på denø.
Forvaret af Bølger, i fred at gøre bod
Munkenes sjæle var frelste. de troed
Rædslen for storme var gemt af veje
For hvem villbitro at døden ku' sejle?

I det herrens år syvhundred nititre
En mørk vinter morgen hyllet i sne
Skyerne spyep torden og lyn
Og orme skregg så grimt et syn
Tre snekker sås, af skåret stavn hver
Læssed med stridsmænd, en hedningehær
Ført over havet i vindenes vold
Væbnet i læder brynje og skjold

Uden et ord, de storhed' den strand
Ilden i hjertet lysted' for strid
Guds mænd må slagtes. hver eneste mand
Danskerne kendte kun hædeer og mod
Brødrene kendte kun barmhjertighjed
Som bytte for ravnen de egned' sig mest
De elsked deres frelser, de elsked deres fred
Men hyrden så på mens flokken blev flået

Huden blev heven fra kød og fra ben
Skønt de havde deres herre, døde de alene
Ingen ku' male sige med danskernes vrede
Døden de mødte i helligt højkor
Med sværdet til hjalien blev de gennemboret
Helgenbiod gydtes på højaltrets dug

Hjemad de sejled fra ran og slagtning
Hedningen, dansken. den stygge viking
Byftet var stort, og tabene små
Til de døde de drak til de lå
De sang om deres ære, om gudernes gunst
De sang om den gode mjødbrygningskunst
I midgårds store sale de sang om deres dåd
I hjemlandet møer sæden blev såed

Vil verden nogensinde se dem igen
Der voldtog deres døtre og slagted deres мænd
Stjal fra deres kirker og fyred deres hjem
Det var en forsmag af, hvad der ville ske
Mange flere snekker var derefter set
Mange flere liv blev ladet i strid
LLndisfarne varsled' vikingetid

12. I Salens Varme Glød

Hey! Hey! i salens varme glød
Ordene flød, ligeså den gyldne mjød,
sagn og sang i nattemulmet lød
Vi drak I salen til dagen frembrød.

høstens nætter blev stadig længer', og erosten, den bed
Nattemørket kom snigende, bragt' kulden med sig
Tykke luger låst' rimfrosten ude, alt lå som i dvale
Bag stængte glugger drak karle lystigt i tællelysskær.

Hey! Hey! i salens...

På tiljerne gik tøsene rundt og skænkede øl
Væne var de på gulvet de tren med gljmmende øjen,
Mandfolket havde ej mere at lave, men holdt sig nu inde,
For tidkort og skæmt, de mored' sig nu med viser og sagn.

Viser om kampe og viserom konger,
Viser om døden og helleders dåd
Viser om kirken og viser om koner
Viser om fuldskab og friller så kåde.

Hey! Hey! i salens...

Sneen daled' i nattens stilhed og indfiylled' alt
Landet lå nu som stivfrossen so med tavse bølger,
Freden flænsedes ae morskabens grin og karlerøster
Og flænger av lys i gårdens glugger rev mørket sønder.

Hey! Hey! i salens varme glød
Ordene flød, ligeså den gyldne mjød,
sagn og sang i nattemulmet lød
Vi drak I salen til dagen frembrød.