1. Midsommer

Natten er træl til dagslysets drot
Og skyggerne er trællen tro,
Natten er træl til daglysets drot,
Hør, her synger vi i skyggefavnens ro.

Mærk nu tiden for solhvervets komme,
Dagen, der spås i rimstavs-hak,
De lyse nætter er snart omme,
Når solens magt bliver holdt i skak.
Tiden er inde, timen kommer,
Når klogkoners kunster forstærkes,
Solen tindrer, det er midsommer,
Når nattens kolde mulm ej mærkes.

Natten er træl til dagslysets drot
Og skyggerne er trællen tro,
Natten er træl til daglysets drot,
Hør, her synger vi i skyggefavnens ro.

Sommers sejr er vinters død.
De mødes igen i evig krig,
Solen med sin varme glød,
Fra i morgen må atter vige.
Tiden er inde; kom mine brødre,
Kom, se lysets sejrsgang,
Kom nu søstre, fædre og mødre,
Syng med os midsommers sang!

Mørke, deri ligger sorgen,
Mørke, harmens halve døgn,
Mørke, er ondskabs borgen,
Mørke, hjem til tyve og løgn.

Skumring, hvor dagen ender,
Skumring, er nattens skel,
Skumring, hvor lyset vender,
Skumring, den evige kvæld.

Skygge, på halvvejen dvæler,
Skygge, du er lysets bøde,
Skygge, kvældens glød du stjæler!
Skygge, du er lys lagt øde!

Flammer, op mod himlen vrider,
Flammer, som en sol i mulmet,
Flammer, det onde i svider,
Flammer, nu er angsten dulmet.

Oppe på højen, på bakkens top,
Bygger vi bavnen så lyset rækker vidt,
Kom med jeres grene, stabl dem op,
Blusset befrier os for trolddoms mareridt.
Kom med en glød og tænd op i blåret,
Pust nu til ilden, pust med liv og sjæl!
Midsommers trolddom i natten midt på året,
Denne nat er grum, denne nat er fæl.

Kom fyld jeres skåle, fyld natten med jeres latter,
Kom, drik en skål, fyld natten med jeres skrål,
Kom, sæt jer i lyset før mørket kommer atter,
Og glædens høje råb bliver til kvalens vrål!

2. Urtekonen

En urt hun søger; af formen er den kendt
Af farve og lugt, af dens fyldige frugt
De unge, de modne – og de visne, er det hændt
Nogle mindre, andre større; nogle friske, andre tørre

Den véd hun finder den, den bærer ej nag;
Mens hun høster, må hun strø de livgivende frø
De kan ej gemme sig, de kommer for en dag
Ja, det kan de tro, hun har set dem gro!

Gruttet og stødt. Findelt og malet
Tørret og brændt – til aske omtrent
Blandet med vand, varmet og svalet
Balsam og afkog, gemt hen i en krog

Klogkonen, kærlingen; skattet og forhadt
Hun hører din bøn, hun tager sin løn
Uønsket, udstødt og af gud forladt
Hun læger de uvel – eller slår dem ihjel.

I denne underfulde nat, når solen fra himlen er fløjen
Og månens sølver lys fører hendes øjen
Urter og svampe samler hun, fra ager til skov må hun gå
Nogle kan lindre, mod andre kan hjerter ej stå

Udmarken er et lønligt sted, men lønsom er den og’
Underfuld og græsselig er dens lov
Sagn fortæller om magter, der findes, om de søges
Men i nat er det urternes kræfter, der øges

Samlet i månelyset på den allerkorteste nat
Når tørret, bliver dens styrke aldrig mat
Den læger mangen en dårligdom, farerne er få
Dens undergørende kræfter kan man ej forsmå

Her i denne skærsommer nat finder hun den ved lugten og synet
Til lægdommens værdige brug bliver den plukket, bliver den stynet

Gør dem raske, gør dem syge, blind dem, bind dem til hendes sind
Køl dem, varm dem, dulm deres smerter, driv dem fra deres gode skind!

Urter kan gøre dig karsk og kvik
Når brugt ifølge sæd og skik
Såres herskerindens ære
Kan de sindet dog fortære

Flere kan findes i nattens udmark
I blomst og rod, i løv og bark
Nogle er gode, andre fule
I koglerskens hule

Meldrøjer – misfødsler, kramper og syner
Søvnløshed helses af agermånes-dyner
Fingerbøl, natskygge, brandbæger slår ihjel
Kamille og hyld gør alle vel

Disse og andre urter er skåren
Brugt siden tidernes morgen
Lønner du vel for lyst eller lyde
Af hendes kunst og gunst vil du nyde

3. Kilden – I Marker Og I Lunde

Kom vakre mø og pløj med mig
og lystig var hin bonde
for jeg må så mis sæd i dag
i marker og i lunde

både is og sne var smeltet
den længe ventede tø
og vår åandede lunt
så vinter måtte dø

atter kunne godtfolk nyde
godt af jordens grøde
og sled ude i markernemfra gry til aftenrøde
der byggede did en bonde
en ful og syndig mand
en holden mand var han
han ejede meget land
der var en pige på gården
en skonhed uden lige
og lige så smuk hun var
så from var den pige

kom vakre mø og pløj med mig
og lystig var hin bonde
for jeg må så mis sæd i dag
i marker og i lunde

kom, blot for mig dit unge liv
og lystig var hin bonde
for jeg må så mis sæd i dag
i marker og i lunde

i marker og i lunde

uafbrudt hun gjorde sin gerning
fra årle morgen til mørkefald
og da dagen var til ende
gemte hun sig på staldens hjald

uafbrudt han vogtede over
alt det som pigen gjorde
og drømte om det han ville gøre
var hun blot en tarvelig hore

kom med mig min fagre mø forårsgrøn er græssets lød
den første fure må nu pløjes sæden må i jordens skød
vejrliget er så mildt nu thi solen kroner himlens blå
ej har du brud for kjortler vinden er ej længere rå

du er såre fin de har jeg jo set
og du kunne være min dronning skont jeg er din herre
ingen behøvesvide hvad der er sket
jeg kender et lønligt sted hvor vi kan være
jeg vèd du har begloet mig det har jeg jo set
jeg er såre ung og gud er min herre
min dyd er mig rær jeg vil ej blive forledt
jeg vil hellere dø end at miste min ære til dig!

hans længsel blev vækket
ej ville han benægtes
han kastede hende til jorgen
og trænglet ind mens nuh fægtede
hans vrede blev vækket;
han tog hende mens hun skreg
hun kunne ikke standse hans stød
hans vilde leg

rolig din mær tag det som den tæve du er
jeg befrier dig for lænkerne af din fromheds usle skær
jeg tager dig når jeg lyster thi du ejes af mig
din gud kan ej høre dig vel ringe han agter dig

stadig ville hun ej give op
hun stred med al sin magt
hun rev i hans hud
mens hendes mødom gik fortabt
hun flåede i hans øjne
slog hans kæbe hvast
han ænsede ikke hun slog ham
det gjorde ham viljefast

da han endelig standsede
og hans lyst var atter sval
prøvede han forgæves at dæmpe
hendes hjertekval
pigen skreg med bitre ord
og alt imens hun skjalv
greb bonden hendes spinkle hals
og knuste hendes skal

der lå hun forladt, sønderslagen og død
fra under hendes lig
et kildev æld frembrød
årene, de gik og et hyldetræ slog rod
den viste vejen til kilden
som strømmede fra dets fod

han pløjed' og han såed'
og lystid var hin bonde
han gjorde den unge mø fortræd
i marker og i lunde

der forblev hendes fromme ånd
og lystid var hin bonde
så livet selv mått' bli' bevaret
i marker og i lunde

4. Allerkæresten Min

Løft dit hoved og tal til mig
Allerkæresten min
Hvordan kan man frelse dig
Allerkæresten min?
Jeg ser på mens du svækkes
Tvætter panden din
Håbløsheden vækkes
Allerkæresten min

Lægens urt og præstens bog
Allerkæresten min
Løfted’ ikke sotens åg
Allerkæresten min
Du hoster og brænder op
Rødt blod på læben din
Kulden ryster din krop
Allerkæresten min.

Hent til mig og sadl nu
Den raske ganger min
Tiden er knap, det mærkes
Du raske ganger min
Flyv til midsommers vand
Med mønt og gammelt lin
Flyv nu, alt hvad du kan
Du raske ganger min

Jeg rider i sommerens tryllebundne nat
For at søge helligvældets lægende vand
Kildens vand er kraftigst kun den ene nat
Når solen skinner længst over hav og land

Skønhed vil altid falme og døden river os bort
Det er ganske vist ligesom nat må følge dag
Men morgendagens nat arres ej af sorgens mulm
Vi skal ej gribes i dødens kolde tag

Jeg kom did til bakken, hvor helligkilde rinder
Jeg skubbede forbi den hjamske hob
Der lagde sig i guds hænder
Din særk hængte jeg i træet og præsten fik sin mønt
I tavshed gik jeg trende gange om kildens grønne pynt

Krukken fyldte jeg med vældets underfulde vand
Skyndsomt drog jeg mod mit hjem, over hede og strand
Husly kunne jeg ej søge, thi intet ord måtte mæles
Og vandet mister al sin kraft når det fra himlen fjæles

På nattens ensomme ridt fór fanden i min sjæl
Og hviskede falske ord – kætterske luner
Tanken forekom mig så væmmelig og fæl:
Hvordan kan ene vand læge de syge?
Præsten er jo guds mand og taler altid sandt
Ve den, der modsiger kirkens og guds ord
I ydmyg bøn lå jeg og stemmen forsvandt
Men følelsen af tomhed var ej til at smyge

Skønhed vil altid falme og døden river os bort
Det er ganske vist ligesom nat må følge dag
Men morgendagens nat arres ej af sorgens mulm
Vi skal ej gribes i dødens kolde tag
Tiden lystrer ingen herre, og skæbnen er lunefuld
Døden kommer til os alle!
Men svindsotens hold kan brydes af vældets vand
Når mørket ej kan falde på!

Løft dit hoved og læsk dig
Allerkæresten min
Hvi ser du ej på mig
Aller kæresten min?
Kroppen din er kold nu
Tørt blod på læben din
Jeg kom for sent
Du allerkæresten min

5. Moder Hyld

Den hellige hyld er fruens træ
Fæld den ej, brænd den ej
Ve den, der gør; ve den, der tør
Den hellige hyld er fruens træ
Skæm den ej, skad den ej
Ve den, der gør; ve den, der tør
Ve den, der gør; ve den, der tør
Ve den, der gør; ve den, der tør

Vreden og ældet, på bakken den står
Tæt ved den lægende kildes åre
I dansende pjalter er hylden omsvøbt
Hængt der af stakler, for kure købt
Dea natura, den fribårne ånd
Dvæler under grøn hyldevand
Ser hver gerning, hører hvert ord
Væver din skæbne, hvor hylden gror

Den hellige hyld er fruens træ
Fæld den ej, brænd den ej
Ve den, der gør; ve den, der tør
Den hellige hyld er fruens træ
Skæm den ej, skad den ej
Ve den, der tør
Ve den, der tør

Hun væver dit vel
Hun væver din ve

Hun plejer den, vogter den, gødsker dens jord
Værner den vel med trolddomsord
Skønt hun ej ses er hun visselig der
For hyldens grønt løv-tag har hun så kært
Tag ikke en gren, en blomst, et bær
Rør ikke det, som ej tilhører jer
Fæld den ej for morskab og sjov
For hyldemoderens hævn er grov

Nærm jer med agt der, hvor hylden gror
Uanset på hvad I tror
Formild hende, blidgør hende med offer og bøn
Den, der agter hende, får sin løn
Lykkes det at opnå hendes gunst
Så nyder han godt af hendes kunst
Mod de trofaste er hun god og næn
Men trodser man hende, sygner man hen

Hun ser alt, hun ved alt
Hun er der, hvor hylden er
Hun ser alt, hun ved alt
Hun råder over hyldens gåder
Hyldemoder

Hey! Hey! Moder Hyld!
I din gunst og din nåde, smil nu til mig!
Hey! Hey! Moder Hyld!
Lad dit helende lys nu skinne på mig!
Hey! Hey! Moder Hyld!
I din gunst og din nåde, smil nu til mig!
Hey! Hey! Moder Hyld!

6. Markedstid

Bring da øl og vin til mig!
Så stærk og sød, som købes kan
Og jeg bliver fuld til markedstid

Bring en fager tøs til mig!
Den fagreste i det ganske land
Og jeg knepper hende til markedstid!

Bring da øl og vin til mig!
Vi har øl og vi har vin
Så stærk og sød, som købes kan
Og jeg bliver fuld til markedstid

En sammenkomst, en sammenkomst
Ved kildens pynt af gren og blomst
Folk kommer hed fra viden om;
Valfarter til hin helligdom
Folk kommer og’ for skæmt og gant
Og jeg ved ej, om der tales sandt
(Men) købmænd siger der er penge at få:
Den sølle hob er nem at flå

Bring en fager tøs til mig
Denne tøs er ganske fin
Den fagreste i det ganske land
Og jeg knepper hende til markedstid!

En sammenkomst, en sammenkomst
Ved kildens pynt af gren og blomst
Ting til brug og ting til pynt;
Der pranges her for kongens mønt
Mad og øl fra nær og fjern
Og klæder, læder, glas og jern
Midsommerdag er lang og blid
Markedstid er glædens tid

Bring da øl og vin til mig!
Vi har øl og vi har vin
Så stærk og sød, som købes kan
Og jeg bliver fuld til markedstid

Bring en fager tøs til mig
Denne tøs er ganske fin
Den fagreste i det ganske land
Og jeg knepper hende til markedstid!

Nå, min herre,
Hvad skal det være?
Et herligt valg er det, min ven
Der er ej så mange af dem igen!
Den har sin pris
På det vær vis
De er sjældne ting, jeg har kun jen
Den er ganske dyr, har du råd til den?

Jeg tager guld og sølv
Købet slås med øl
Men mønten der slår ikke til
Jeg har for mange penge på spil
Lad mig se
Jovist, kanske
Jeg har en ven, der kender mand,
Som har en tøs, der købes kan!

Drik og hor!

For vi er mænd, som synder til vi kastes til med jord!
Drik og hor!
For jeg er mand og synder, som skyr præsten i sit kor!

Der, hvor folket samler sig, særligt dem i nød
Der skal gud afgøre din lod, afmålt med din dåd
Præsten ofte præker der det, som gud påbød
Og i griskhed tager din offergave til sit eget forråd

Dette sted var altid helligt; her huskes gammelt bånd
Fra før den hvide Krist kom til os med spidst kors i sin hånd!

Offergaven er dyrebar, ofret har sin pris
Præsten må nu møde sin skaber, ofret på fordums-vis
Tag hans lygte, tag hans støvler, slå til i nattens ly
Tag hans sjæl og tag hans liv; blakket vær hans ry

Hvor er din herre nu?
Ingen kan redde dig nu.

Tag nu løkken af flettet læder
Og læg den løst om hans svælg
Stram nu strikken og skær hans strube
Præsten må dø denne midsommerhelg

Blodet strinter og jorden stænkes
Gudsmanden synker sammen, stum
Drag den døende præst i mosen
Og drukn hans skrog i det dybrøde skum

Og givtig er vores gave!

7. I Mørkets Skær

(инструментал)

8. Ved Vældets Vande

Trolovelsen frydede hende
For gommen var mere end hendes lige;
Så snart de havde ytrede deres løfter
Til kammeret så man dem stige
På dyner af dun og silke
Hviskede han lavt i hendes øre
Så hed og så hæs var den mø
At englene selv kunne høre hende

Og han tog hende i halmen nat efter nat
Og hver nat tog han sin viv
Han tog hende med ømhed, tog hende med vold
Men flad forblev hendes liv

”Er der noget galt, min hjertenskær?
Er det dig, eller er det mig?
Vi har ligget hos hinanden så mangen en gang
Hvad mere kan jeg gøre for dig?”

”Ej skal du græmmes, min hjertenskær,
For dét, som jeg nu gør
Jeg er tilbage før solen står højt.”
Så flyede hun fra hans dør

Under blåsort himmel, spættet med stjerner
På årets korteste nat
Stod hun ved vældets vande i den stille skov
Mens brisen strøg hendes hud så glat

Og hun listede sig fremad, og fremad igen
Ud i den hellige dam
Og hun tvang sig fremad igen
Til vandet dækkede hendes skam

Fordulgte i skovens skyggefyldte nat
Så de på den væne mår
De slugte synet med sultne øjne
Hendes tunge barm og faste lår

Én for én, føret hun dem til et lønligt sted i skoven
Hvor hun bad dem stille hendes sultne lyst
Somme var blide, somme var grove, og somme kendte hun før
Men alle bad hun tage hende med bævrende røst

Og der lå de og vred sig i skovens mosede mulm
Én for én, tømte de sig i hendes køn
Gerne tog hun imod dem, lige meget hvem de var
I håbet om, at gud hørte hendes bøn

Da de forlod hende og bød hende leve vel
Lå hun alene og favntog sig selv
Hun stirrede op i himlen den høje
Og tænkte på sin mand med en tåre i hendes øje

Modet hun fattede og langsomt hun stod
På rystende ben og usikker fod
Hun fulgte den sti, hun havde trådt med de mænd
Samlede sin særk og vendte mod hjem

Natten var kort, og solen snart steg
Hun måtte dølge den nat for manden hun sveg
”Ej kan han skammes for det, han ej ved
Barnets ophav er min hemmelighed!”